Finansiering

Der findes en del muligheder for delvis eller fuld finansiering fra andre kilder:

1. SKIFT TIL SYGESIKRINGSGRUPPE 2

Hvis man er medlem af sygesikringsgruppe 2 ydes en betydelig refusion for læge-konsultationer, selv om Hejmdal  ikke har overenskomst med den offentlige sygesikring. I gruppe 2 har man frit valg af speciallæge, inklusive psykiater og børne- og ungdomspsykiater, og kan uden henvisning bestille tid hos os.

Man kan skifte gruppe (eller lade sit barn skifte) i løbet af 14 dage (eller få et midlertidigt kort med det samme) ved henvendelse til borgerservice i sin kommune.
Ændringen gælder et år, hvorefter man kan skifte tilbage til gruppe 1.

Rent teknisk skal man betale os, og derefter få refunderet sine udgifter hos Borgerservice ved fremvisning af kvittering fra os.

Behandling hos børne- og ungdomspsykiater dækkes stort set fuldt ud, fx 1 samtale med barn og familie refunderes ca. 3700,- (2011).
Behandling hos psykiater dækkes med ca. 700,- kr ved første konsutation og med yderligere ca. 450,- (2011) hvis pårørende deltager.

Vær opmærksom på at man kan få øgede udgifter til andre lægebesøg i gruppe 2. Borgerservice kan oplyse om reglerne.
Ifølge nye regler kan børn alene skifte til gruppe 2, også under 12 år, hvis forældremyndighedsindehaveren samtykker, se vejledningen her.

Ordningen dækker ikke betaling til psykolog.


2. SUNDHEDSFORSIKRING

Hvis man har en sundhedsforsikring, er ens børn ofte dækket i samme omfang som en selv. Hejmdal har et samarbejde med flere forsikringsselskaber. Man kan kontakte sit forsikringsselskab for at få oplyst om ens børn får dækket undersøgelse og behandling på Hejmdal. Vi anbefaler at man indhenter betalings-tilsagn fra selskabet.

Private og offentlige arbejdsgivere har mulighed for skattefrit at dække udgiften for behandling af ansatte. Kommuner kan dække udgifterne i visse tilfælde. Vi anbefaler, at private kontakter Hejmdal Privathospital, før man kontakter kommunen om dette.

3. "DANMARK"

Hvis man er medlem af "Danmark" ydes tilskud til konsultationer hos speciallæger.


Kontakt os gerne for yderligere information.