Hjælp til børn med traumer og angst

« Tilbage
Dato: 27. februar 2020

Har dit barn været udsat for en belastende eller traumatiserende oplevelse, som har medført symptomer på belastning, tilbagetrækning, PTSD eller angst? På Hejmdal kan dit barn få hjælp til at bearbejde traumer og angst.


Voldsomme oplevelser som brand eller ulykker kan, ligesom hos voksne, udløse traumer og angst hos børn. Ligeledes kan meget ubehagelige og svære oplevelser som vold og mobning gøre, at barnet ikke længere har lyst til noget som helst. Det kan også gøre, at barnet ikke sover så godt eller bliver hurtigere vred eller bange. Måske får barnet ondt i maven eller har svært ved at koncentrere sig.

Belastende eller traumatiserende oplevelser kan få barnet til at føle dig anderledes indeni. De ting, der er sket, kan blive ved med at køre rundt i barnets hoved, ligesom en film der bliver afspillet igen og igen.

Selvom traumet fandt sted for endda mange år siden, kan barnet stadig være plaget af oplevelser i form af såkaldte posttraumatiske symptomer. Det vil sige, at barnet kan opleve overvældende følelser, mareridt, angst, følelsesmæssig aflukkethed, lav selvværdsfølelse eller andre følelsesmæssige eller kropslige besværligheder, som gør livet svært at leve.

Heldigvis findes der hjælp til børn med disse oplevelser og følgevirkninger.

Hejmdal Privathospital tilbyder specialiseret behandling for traumer og angst ud fra de mest virksomme metoder med fokus på god effekt og lindring.

Vi sikrer dig den rette indsats gennem en vurderende samtale, hvor en specialiseret fagperson i samarbejde med dig planlægger den mest effektive indsats i forhold til netop dit behov.

Hvilken behandling findes der?

Hejmdal tilbyder den videnskabeligt underbyggede behandlingsmetode EMDR, der har dokumenteret effekt. Selv hvis man har oplevet mange svære ting over en længere periode, kan EMDR være hjælpsom. Mange børn, der har prøvet EMDR, har efterfølgende sagt, at det havde været lettende, rart eller sjovt at arbejde på denne måde.

EMDR er en forkortelse af “Eye Movement Desensitization and Reprocessing”. Det er en evidensbaseret terapi, som hjælper til at mindste ubehaget ved oplevelser, der følger med fra fortiden. I denne terapiform fokuserer vi ikke på symptomet i sig selv men på, hvad der har forårsaget symptomet. Dette er med til at skabe varige ændringer og forandringer.

EMDR-terapien kan hjælpe til at mindske forstyrrelsen ved erindringsbillederne og følelserne, som er knyttet til selve traumet. Det kan hjælpe barnet til at kunne tænke anderledes om sig selv, når det forholder sig til sig til traumet. Dermed hjælpes barnet til, at fortid forbliver fortid, og nutid bliver nutid.
 
Blandt andre WHO anbefaler EMDR-terapi til behandling af PTSD og forhøjede stresstilstande. EMDR er også blevet anvendt til at hjælpe mennesker med at håndtere angst og panikfølelser, sorg, reaktioner på fysiske sygdomme, depressioner og rigtig mange andre tilstande, som kan være forbundet med stærke følelser.

Behandling på Hejmdal

For at kunne tilbyde den bedste behandling gennemfører vi først en vurderende samtale, hvor vores EMDR-psykolog kan vurdere, om det er relevant at opstarte et forløb.

Hvis vi finder ud af, at problemstillingen skulle høre til i andet regi end Hejmdal, kan vi hjælpe med enkel guidning videre i systemet.
 
Forløbet:
  • Vurderende samtale. Her mødes forældre med vores EMDR-psykolog til drøftelse af jeres barns situation, belastning og funktionshæmning. Der tages stilling til, om EMDR kan være en relevant behandlingsmetode, og om det er sandsynligt, at barnet kan deltage i forløbet. Alternativt gives der rådgivning om anden indsats.
Indhold i psykologforløbet:
  • Indledende samtale (2 timer) med både forældre og barn, hvor der vil blive udarbejdet en plan for det videre forløb på Hejmdal.
  • 10 sessioners EMDR-psykoterapi med barnet. Sessionerne varer typisk 1-1,5 time, hvor forældrene deltager i den sidste del af terapien. 
  • Afsluttende samtale med forældre og barn.
Læs mere om behandlingsforløbet nedenfor under "Information til forældre om EMDR-behandling og Information til barnet: Hvad sker der i terapien?"

Information til forældre om EMDR-behandling

Du har henvendt dig, fordi dit barn har brug for hjælp til at håndtere sociale, følelsesmæssige, kognitive, fysiske og/eller adfærdsmæssige problemer. Det viser sig ofte, at problemer hos børn kan hænge sammen med en eller flere traumatiske oplevelser som ulykker, vold, overgreb, mobning eller lignende.

Hvis et barn har været udsat for traumatiserende oplevelser, kan den almindelige udvikling i hjernen blive forsinket eller forstyrret. Især hvis der er tale om flere traumer over længere tid.

Når man oplever et traume, lagres oplevelsen på en anden måde i hukommelsen end ved ikke-traumatiske oplevelser. Der sker en form for mental blokering, som forstyrrer bearbejdningen af det hændte. Dette kan blandt andet medføre, at barnet genoplever ubehagelige indtryk som billeder, lyde, følelser og kropsfornemmelser, hver gang det bliver mindet om traumet.

Ved hjælp af EMDR kan de mentale blokeringer fjernes, og barnet får igen mulighed for en sund udvikling.

Hvad sker der i terapien?
Terapeuten vil starte med at skabe en god og tryg kontakt til dit barn, før arbejdet med de traumatiske oplevelser påbegyndes.

For at tilrettelægge terapien, har terapeuten brug for informationer fra dig. Det kan være information om dit barns generelle udvikling, jeres familie og livsomstændigheder. Terapeuten vil også spørge til barnets aktuelle problemer, om hvornår og hvordan de begyndte.

Dit barn vil gradvist få lettere ved at tænke på det voldsomme, der er sket. Terapien fortsætter, indtil barnet ikke længere bliver påvirket af at blive mindet om oplevelsen.
 
Reaktioner på terapien
Bearbejdningsprocessen vil fortsætte, også efter I har forladt terapilokalet. Dit barn kan i en kortere periode være mere fyldt af den traumatiske oplevelse eller af bestemte dele af den. Han/hun kan derfor reagere ved at blive lidt mere sårbar, ængstelig eller lignende, men dette vil som regel ophøre indenfor de første dage efter sessionen. I er velkomne til at kontakte terapeuten, hvis I bliver bekymrede.

De fleste børn er trætte og sultne efter terapien. Dette kan også være en reaktion på, at hjernen er på arbejde med at skabe ny mening og forståelse af det hændte.

Hvis du eller dit barn har spørgsmål, I mangler at få besvaret, kan I skrive dem ned og tage dem med til jeres næste møde med terapeuten.

Forældrenes rolle
Du har som forælder også en vigtig rolle, mens terapien står på. Det er vigtigt, at du holder øje med, hvordan terapien virker. Særligt yngre børn kan endnu ikke selv beskrive forandringer i, hvordan de har det. Du kender dit barn bedst, og du vil ofte være den første til at opdage forandringer.

Hvordan du ellers kan blive inddraget i terapien, afhænger af barnets alder, ønsker og eventuelle særlige behov.

Små- og førskolebørn (1 - 5 år): Især små børn kan have brug for, at du er til stede under terapien, for at han/hun kan føle sig tryg. Terapeuten vil på forskellige måder inddrage dig i terapien, og dit særlige kendskab til barnet vil have stor betydning for terapeuten.

Børn (6 - 12 år): Børn i denne aldersgruppe kan som regel deltage i terapien alene. Børn kan føle, at det er svært at fortælle bestemte ting, når en forælder eller omsorgsperson er i rummet. Det skyldes, at børn i denne alder er begyndt at være opmærksomme på andre personers følelser, og derfor kan barnet være bange for at komme til at gøre de voksne bekymrede eller vrede. Du kan bedst hjælpe dit barn ved at anerkende og støtte hende/ham og ved at lægge mærke til, hvordan barnet trives hjemme.

Nogle børn kan have særlige behov, herunder at en omsorgsperson er til stede i rummet. Hvis I er i tvivl, kan I drøfte det med terapeuten.

Teenagere (12 - 18 år): Teenagere vil som regel ikke ønske at have forældre til stede i terapirummet. Du hjælper dit barn bedst ved at lade det vide, at du er der, hvis hun/han får brug for dig. Iagttag dit barn og hold dig lidt i baggrunden. Lad være med at udspørge dit barn om, hvad der er sket i terapien, eller hvordan hun/han oplever virkningen af EMDR, men vær klar til at lytte, så snart dit barn selv fortæller om det.

Det er vigtigt, at du accepterer, hvis dit barn vælger, slet ikke at tale om terapien. Hun/han har behov for at kunne gå igennem sin helt egen proces. Det vigtigste er, at dit barn føler sig sikker, tryg og respekteret.

Noter alle de forandringer, du lægger mærke til og fortæl det videre til terapeuten, når du har talt med dit barn om det.
 
Du kan søge yderligere information på EMDR Foreningens hjemmeside: www.emdr.dk

Information til barnet: Hvad sker der i terapien?

I starten vil terapeuten bede dig om at fortælle om det der sket. Så vil terapeuten bede dig om at udpege den del af historien, der giver dig mest ubehag. Måske vil din terapeut forslå dig at tegne et billede af det, der var det værste eller på en helt anden måde hjælpe dig med at beskrive det, der har gjort mest indtryk på dig.

Sammen vil I arbejde på, at du ikke længere får det så svært, når du tænker tilbage på det, der er sket for dig dengang. Det vil forgå på følgende måde:

Du koncentrerer dig om ”billedet inde i dit hoved” og om de tanker og følelser, du har omkring det. Samtidig vil terapeuten bede dig om at gøre noget, der for mange virker helt nyt. Det kan eksempelvis være at:
  • følge terapeutens fingre med dine øjne, mens han/hun bevæger dem fra side til side foran dit ansigt eller
  • lytte til bestemte lyde i høretelefoner eller
  • tappe med dine hænder på terapeutens.
Øvelserne skal hjælpe dig til at få lettere ved at tænke på det voldsomme, der er sket.
Vurderende samtale
Er du i tvivl om du eller dit barn har behov for psykiatrisk eller psykologisk udredning og behandling?
Ønsker du at vide mere?
Hvis du har lyst til at lære Hejmdal bedre af kende - kan du læse mere om dem her.
Del på Facebook  Del på LinkedIn
Forrige
Hjælp til børn med traumer og angst
En beskrivelse af de behandlingsformer, som vi bruger på Hejmdal
Læs mere
Selvskadende adfærd
Selvskade er, når et menneske lemlæster sig eller påfører sig selv smerter. Selvskadende adfærd er ikke en selvstændig diagnose, men betegnes indtil videre ofte som f.eks. en risikofaktor eller et følgesymptom til en anden diagnose.
Læs mere
Angstlidelser
Angstlidelser er psykiske lidelser, hvor angst er dominerende i en sådan grad, at det forstyrrer eller hæmmer en persons daglige funktionsniveau såsom på arbejde, studiet og i sociale relationer.
Læs mere
Hejmdal Privathospital  
CVR: 31325803
 
 
Frederiksberg
Peter Bangs Vej 5D
2000 Frederiksberg
Tel. 36 16 05 00

Telefonen åbner alle hverdage kl. 07.45 til 16.00
Aarhus
Park Alle 5, st. tv,
8000 Aarhus C
Tel. 36 16 05 00
Odense
Gråbrødrepassagen 9, 1. sal
5000 Odense C
Tel. 36 16 05 00
Aalborg
Ågade 15
9000 Aalborg
Tel. 36 16 05 00
Hejmdal Privathospital A/S | Peter Bangs Vej 5D | 2000 Frederiksberg C | Tlf.: 36 16 05 00